12. april 2018 10:48

Det abstrakte skal gøres konkret

”Det, man lyser på, har det med at vokse”.

Sådan lød budskabet fra Jacob Rand Jensen, da han talte på NICE forummødet i Syddanmark den 8. februar.

Jacob er restauratør på Restaurant Dr. Louise i Esbjerg, som for tiden er i gang med et NICE-eksperiment. Resultatet har været langt større fokus på gæsteoplevelser frem for, at ledelse og medarbejdere udelukkende tænker drift. Her har det været en stor hjælp at prøve at oversætte NICE oplevelsesmanifest, så det passede til dagligdagen i Esbjerg-restauranten.

Mødet blev holdt på det nye oplevelsesmuseum, Tirpitz i Blåvand, hvor lederen, Mette Bjerrum, også har brugt NICE som inspiration til at skabe gode gæsteoplevelser.

På mødet fortalte hun, hvordan museet er blevet bygget op ud fra brugernes perspektiv, frem for ud fra, hvad museumsfolkene selv syntes var interessant. At være skarp på målgruppen og deres ønsker til oplevelser har givet et helt andet museum, fortalte Mette Bjerrum.

En anden taler på dagen var Maria Kirstine Lovén fra Cphbusiness, der fortalte om, hvordan virksomheder kan arbejde med at overføre Oplevelsesmanifestet til virksomhedspraksis – og om de tiltag, der har været med til at gøre en forskel i de virksomhedseksperimenter, der er gennemført som del af NICE-projektet.

Hendes vigtigste pointe var, at ledelsen skal undgå at gøre projekterne for abstrakte. Hvis medarbejderne skal være med, skal NICE manifestet konkretiseres.

”Det handler om at skabe en kortvarig relation mellem gæst og medarbejder. Her er det vigtigt at være autentisk og passioneret”, sagde Maria Kirstine Lovén.

Du kan se en video med hovedpointerne fra mødet her: