Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er passeret.

Møde i NICE Forum #7 – 16. april 2015

16. april 2015 kl. 14:30 - 21:30

cph-lufthavne-300x300

Dato: Torsdag 16. april kl. 14.30 – ca. 21.30

Mødested: Spisehuset i DGI-byen

Torsdag d. 16. april 2015 var NICE Forum samlet til det sidste forum-møde i denne omgang. Mødet blev afholdt hos DGI-Byen og Sølyst – Den Kongelige Skydebane. Strömma stillede chauffør og bus til rådighed, som transporterede NICE Forum-medlemmerne fra DGI-Byen til Sølyst og sikkert tilbage igen.

NICE Forum #7 begyndte i Spisehuset hos DGI-Byen, hvor medlemmerne blev budt velkommen til toner af bandet De Græd, som satte stemningen for en uformel velkomst, hvor medlemmerne havde rig mulighed for at tale sammen ved højbordene, nyde den lækre mad samt drikke et glas med bobler. Medlemmerne blev budt velkommen af DGI-Byens direktør Michael Stensbøl, der fortalte om DGI-Byens visioner og udfordringer alt imens Strömmas bus ankom udenfor på parkeringspladsen. Medlemmerne strømmede ud til bussen og for at blive kørt mod Sølyst, Den Kongelige Skydebane, hvor resten af mødet skulle afholdes.

Ankomst til Sølyst
Ankomsten til Sølyst bød på klassiskklædte tjenere, der tog imod medlemmernes overtøj på nærmest majestætisk vis og eksemplificerede, hvordan man aktivt anvender sine omgivelse til at give gæsten en god oplevelse. Sølysts overtjener førte derefter medlemmerne til festsalen, hvor Lars AP fra FUCKING FLINK bød velkommen for derefter at give ordet videre til lektor Jens Friis og lektor Kristian Sund. De gav en status på NICE Research og de resultater som gæsteundersøgelserne indtil videre har kastet af sig.

Efter præsentationen af NICE Research var det tid til at få det første måltid mad, hvilket foregik i bedste tour de chambre-stil. Medlemmerne blev inddelt i tre grupper som de skulle spise dagens måltider i selskab med – i tre forskellige spisestuer. Forretten bød på stenbiderrogn, bobler og fortællinger om den pågældende spisestues historie og interiør. Ved måltidets ophør slog tjeneren på gongongen, hvilket betyder at medlemmerne måtte returnere til festsalen.

I festsalen gav Direktør Stig Jørgensen fra SJP/Rambøll Management Consulting et oplæg om en omfattende CEM-analyse som SJP/Rambøll Management Consulting har foretaget i et tæt samarbejde med Copenhagen Business School. Stig Jørgensen fokuserede især på, hvordan et øget kundefokus kan være vejen til differentiering og vækst.

Stig Jørgensens oplæg blev skyllet ned med en ”make-it-yourself-krabbeburger” med et tilhørende menukort, der fungerede som manual for, hvordan burgeren skulle samles. Gongongen lød derefter endnu engang og anviste medlemmerne ind i festsalen til en præsentation af The Rezidor Hotel Group’s Nordiske Marketingsdirektør Ole Sorang. Ole Sorang indviede medlemmerne i, hvordan Net Promoter Score (NPS) er et væsentligt nøgletal inden for The Rezidor Hotel Group, og hvordan de I samarbejde med Rambøll har udviklet en NPS-simulator, der omsætter NPS til en monetær værdi. Redskabet er udviklet med henblik på at øge fokus, kompetence og engagement omkring NPS som KPI.

NICE LIVE og NICE-manifest
Da gongongen lød for sidste gang blev medlemmer vist ind i Musiksalonen, hvor desserten blev suppleret af NICE Projektets projektleder Ole Kjær Mansfeldt og HORESTAs uddannelsesleder Marianne Kragh, der præsenterede den kommende NICE LIVE-konference. Du kan tilmelde dig NICE LIVE her.

Marianne Kragh fremlagde et bud på, hvad et fremtidigt servicemanifest (NICE-manifest) eventuelt skal indeholde. Indholdet er en opsummering og sammentrækning af de nøglefaktorer som forum-medlemmerne er kommet frem til på de foregående forum-møder. Formålet med manifestet er at inspirere samt udstede værdier, der skal kendetegne den danske service. Læs her, hvordan det foreløbige NICE-manifest er udformet.

Apropos den gode danske service, så var besøget på Sølyst var et stilstudie i, hvordan man skaber en god oplevelse og yder god service. Sølyst ydede klassisk, disciplineret og ekstraordinær service, hvilket symboliserer nogle af de emner vi har diskuteret og researchet os frem til i løbet af NICE Projektet. Sølysts passion for sit fag og traditioner lyste igennem fra ledere til tjenere. DGI-Byen viste, hvordan anderledes, utraditionelle og traditionelle praksisser kan kombineres og dermed give gæsterne en forbløffende og samtidigt behagelig oplevelse.

Vi glæder os meget til at se jer alle til NICE LIVE d. 2. juni 2015 på Bremen Teater til et brag af en afslutning – men samtidig et afsæt til den næste del af NICE Project.

 

Detaljer

Dato:
16. april 2015
Tidspunkt:
14:30 - 21:30

Sted

Forside

Arrangør