08. maj 2015 12:59

Ny turismerapport: København er dyr men gæstfri

Det er dyrt at holde ferie i europæiske storbyer, også i København, men til gengæld ligger den danske hovedstad i top, når det kommer til de lokales gæstfrihed og evnen til at kommunikere på tværs af sprog. Det fremgår af en ny rapport, der sammenligner turisters oplevelser i København med mere end 30 europæiske byer, og som offentliggøres i forbindelse med servicekonferencen NICE LIVE d. 2 juni i Bremen Teater.

Den danske hovedstad er ligesom mange andre europæiske storbyer dyr at holde ferie i, men til gengæld er både medarbejdere i service- og turismevirksomheder og de lokale københavnere venlige, imødekommende og gode til at kommunikere på tværs af sprog.

Det fremgår af en ny rapport, som sammenligner turisters oplevelser i København i forhold til otte udvalgte nordeuropæiske byer samt et europæisk gennemsnit med mere end 30 andre byer.

Det er hovedstadens serviceprojekt NICE, der har taget initiativ til rapporten, som er udarbejdet af det internationalt anerkendte analysefirma, TCI Research, blandt andet på baggrund af mere end 670 interviews med turister i København.
NICE står for New Innovative Customer Experiences og samler turisterhvervet, transportsektoren og detailhandlen om at forbedre servicen i hovedstaden.

I rapporten fremgår det, at København, ligesom andre store europæiske byer i rapporten, er udfordret på sammenhængen mellem kvalitet og pris. I den danske hovedstad er udfordringen særlig stor i forhold til value for money på bl.a. shopping, lokale madoplevelser og overnatninger.

Dog ligger København med i den absolutte top, når det kommer til en række blødere værdier som eksempelvis københavnernes imødekommenhed.

Og netop københavnernes imødekommenhed over for turisterne er, ifølge Olivier Henry Biabaud, adm. dir. i TCI Research, essentielt at arbejde videre med for at styrke København i konkurrencen med de andre europæiske metropoler.

”København er udfordret på flere punkter, når man kigger på value for money, men har til gengæld en stærk position i forhold til gæstfrihed, den generelle tryghedsfølelse, københavnernes evne til at kommunikere på tværs af eventuelle sprogbarrierer og også transportmuligheder til og fra lufthavnen. Det er essentielt, at København bygger videre på netop disse parametre og fortsætter med at udvikle og innovere, så turisterne får flere og bedre oplevelser. Det giver i sidste ende turisterne en oplevelse af, at kvaliteten hænger bedre sammen med prisen,” siger han.

Understøtter hovedstadens serviceprojekt

At København er en dyr turistdestination har før været påpeget i flere analyser og er en af årsagerne til etableringen af hovedstadens serviceprojekt NICE, der arbejder på at højne serviceniveauet og skabe serviceoplevelser i særklasse for turister i og omkring København.

”Den nye rapport understøtter netop det, vi i halvandet år har fokuseret på i NICE-projektet – nemlig, at der på grund af vores høje prisniveau er behov for at arbejde med den måde, vi servicerer og skaber oplevelser for turisterne på, eftersom det kan være med til at forbedre deres syn på byen,” siger Ole Kjær Mansfeldt, Wonderful Copenhagen, projektleder på NICE-projektet.

For eksempel er der gennemført syv innovative eksperimenter sammen med forskellige virksomheder, der alle har haft til formål at forandre og forbedre den måde, som vi møder vores gæster på. Taxachauffører, dyrepassere i Zoo og messemedarbejdere har således fået konkrete ideer og inspiration til at skabe bedre oplevelser for og med deres gæster.

HORESTA er blandt stifterne af NICE-samarbejdet. Her glæder uddannelseschef, Marianne Kragh, sig over, at der generelt er en positiv opfattelse af danskernes imødekommenhed.

Hun understreger dog, at turisternes forventninger til serviceniveauet i Danmark er særligt høje.

”På grund af vores høje skatter og afgifter i Danmark har vi et højt prisniveau, og det skaber tilsvarende store forventninger til servicen. Vi har en særlig udfordring i forhold til at give turisterne value for money, men det er netop denne udfordring, vi har taget på os i NICE-projektet. Her finder vi de gode eksempler og bærer dem videre til andre, som kan lære af det,” siger Marianne Kragh.

NICE-projektet afsluttes d. 2. juni i Bremen Teater med servicekonference NICE LIVE, hvor den nye rapport såvel som projektets eksperiment- og forskningsresultater bliver offentliggjort.

Du kan læse mere om NICE LIVE NICE LIVE