27. februar 2015 11:58

NICE Experiments: Workshop uddanner i det gode værtsskab

Mere end 50 frivillige samt en håndfuld medarbejdere fra Bella Center blev til en intensiv workshop rustet til at være exceptionelle værter til Copenhagen Food Fairs event Søndagsfrokosten. Workshoppen for værtskorpset er et af flere eksperimenter, som gennemføres under NICE-projektets fokus på nye og unikke oplevelser.

Af Rasmus Willesen

Er der forskel på godt værtsskab og god service? Og kan man uddannes til at blive en god vært?

Med disse spørgsmål blev workshoppen for Copenhagen Food Fairs værtskorps skudt i gang, hvor mere end 50 frivillige samt en håndfuld medarbejdere fra Bella Center var mødt op. Workshoppen skulle uddanne de frivillige i det gode værtsskab, inden de skulle agere værter til Søndagsfrokosten – en event, der fandt sted den følgende søndag i Bella Center i forbindelse med Copenhagen Food Fairs store fagmesse for restaurationsbranchen.

Til aftenen var inviteret tre oplægsholdere, som hver især beskæftiger sig med forskellige genrer af værtsskab i deres dagligdag. Oplæggene skulle i første omgang inspirere og danne grobund for deltagernes tanker om det gode værtsskabs værdier – en række værdier, som senere på aftenen skulle kunne omdannes til praktik gennem forskellige øvelser.

Cathrine Borum Hyldig, SAS-stewardesse i mere end 16 år, fortalte om at skubbe personlige problemer væk og holde humøret højt, når man befinder sig i værtsrollen, Niels Lønborg Brandt, direktør i Torvehallerne, fortalte om øjenkontaktens betydning for stadeholdernes kunder og Jens Heding, direktør i restaurant Søren K i den Sorte Diamant, talte om den midlertidige kærlighed mellem værten og gæsten.

”En af forudsætningerne for, at vi kan lykkes med at det gode værtskab er, at deltagerne går fra workshoppen med noget konkret. Derfor er det essentielt, at vi i fællesskab ikke bare sætter ord på en række værdier, men også får dem omsat til praksis efterfølgende,” siger facilitator Tanja Lewis, der for NICE-projektet havde planlagt og gennemførte workshoppen.

Tryghed er alfa omega

I løbet af aftenen skulle de frivillige flere gange deltage aktivt i en række øvelser for at gøre det gode værtsskab håndgribeligt.

Bl.a. blev deltagerne bedt om at cirkulere blandt hinanden, bryde isen og agere vært for hinanden, brainstorme på det gode værtsskabs værdier i forskellige situationer, dele gode værtsoplevelser samt udføre skuespil, der tog udgangspunkt i mulige scenarier fra den kommende event.

”Øvelserne skal skabe tryghed i forhold til deres kommende rolle som værter – hvis de skal være exceptionelle værter, så kræver det tryghed. Både med hensyn til deres arbejdsopgaver, men særligt i det at påtage sig værtsrollen og tage ansvar over for gæsten, så gæsterne får en oplevelse i særklasse,” siger Tanja Lewis.

De mange øvelser blev mødt med stort gåpåmod og engagement, og da workshoppen nærmede sig sin slutning, var deltagernes begejstringen til at tage at føle på. Således viste en afsluttende håndsoprækning, at samtlige deltagere følte sig mere end klar til at være værter for de 1.000 gæster den kommende søndag.

En vej frem for bedre oplevelser

Bag arrangement stod Bella Center, der udførte workshoppen i godt værtsskab i regi af NICE Experiments, hvor der gennemføres i alt otte mindre projekter sammen med medlemmer af NICE Forum, som er et netværk for mere end 40 virksomheder. De otte forskellige tiltag sigter alle mod at højne serviceniveauet i hovedstadsområdet.

”Det giver rigtig god mening at arbejde med målrettede og intensive uddannelsesforløb før en stor event som denne. Det er naturligvis en investering, men vi kan se, at det giver en række værter og medarbejdere, som virkelig brænder for at give gæsterne oplevelser i særklasse. Og det er jo i bund og grund de gode og unikke oplevelser, gæsterne efterspørger,” siger Ole Kjær Mansfeldt, projektleder for NICE-projektet.

De øvrige eksperimenter i NICE fokuserer ligeledes på at løfte kvaliteten af oplevelserne, men ud fra hver sin skræddersyede tilgang. Fælles for eksperimenterne er, at de på hver deres måde arbejder med at udvikle oplevelsen gennem inddragelse af både ledelse, medarbejdere og kunder.